Der findes et liv før puberteten og et liv efter. Det er en situation, som vi alle er involveret i. Det første års tid under kønsmodningen består i at acceptere at barndommens rige er tabt (igen), og at man fremover må se sig temmelig henvist til en eksistens i kønnets hallucination. Denne hallucination er faktisk det egentlig obskønne. Førsteårsstuderende opdager kun sjældent dette faktum, og derfor klapper fælden næsten altid helt i. Det ville hjælpe, hvis ungdommen istedet blev præsenteret for den mulighed, at sjælen eksisterer, istedet for at lade sig fortrylle af tilsynekomsten af hår på bollerne eller mælkekirtler.