Et mystifikationudygtigt menneske udfolder sit djævelske talent udelukkende for at tilsløre Livets Poesi både for sig selv og de nærmeste omgivelser. Men det er altid forgæves.

Kun en klokke og en fugl bryder stilheden ...

Det er som om de to taler med den dalende sol.

Gyldenfarvet stilhed, eftermiddagen er

lavet af krystaller.

En hjemløs renhed får de kølige træer til at svaje,

og bag det hele

drømmer en gennemsigtig flod, at den ved at

trampe hen over perler

river sig løs

og strømmer ind i uendeligheden

* * *

”Hora Immensa” af Juan Ramón Jiménez