Et mystifikationudygtigt menneske udfolder sit djævelske talent udelukkende for at tilsløre Livets Poesi både for sig selv og de nærmeste omgivelser. Men det er altid forgæves.
Kun en klokke og en fugl bryder stilheden ...
Det er som om de to taler med den dalende sol.
Gyldenfarvet stilhed, eftermiddagen er
lavet af krystaller.
En hjemløs renhed får de kølige træer til at svaje,
og bag det hele
drømmer en gennemsigtig flod, at den ved at
trampe hen over perler
river sig løs
og strømmer ind i uendeligheden
* * *
”Hora Immensa” af Juan Ramón Jiménez